Evakueret til et usikkert liv
af Jesper Houborg
I august 2021, da Taleban tog kontrol over Afghanistan, blev mere end 900 afghanere evakueret fra Kabul til Danmark. Et halvt år senere bor størstedelen stadig på danske asylcentre. Denne historie følger hverdagen for unge afghanere og deres fire familier. Fra deres liv på asylcentret til et nyt liv i en dansk kommune.
Fælles for alle familierne er et liv på lånt tid. Danmark er den vestlige nation, der har givet det korteste midlertidige ophold på to år til denne gruppe af evakuerede flygtninge. Mennesker der arbejdede for de danske myndigheder under krigen i Afghanistan.
(Dette er første del af tre i en artikelserie om livet for de evakuerede afghanere i Danmark)
Center Sandholm - eller Sandholmlejren i daglig tale - ved Lillerød i Nordsjælland, er Danmarks største asylcenter og modtagecenter. Det er her alle flygtninge først kommer til, når de ankommer til Danmark. Centret kan huse omkring 500 flygtninge.
Esmatullah (20, tv.) og Zalmai (16, th.) under en fodboldkamp i Sandholmlejren, hvor gruppen af afghanske drenge spiller mod hinanden (Øverst)
I bygning 83, A3, i Sandholmlejeren bor familen Haidary. 17-årige Rozina (nederst) har været i Zoologisk Have i København sammen med de andre afghanske familier. En tur arrangeret af Røde Kors. Storesøsteren, Dilruba (22, øverst) taler i telefon om et job i en NGO. Hun er til dagligt frivillig lærervikar på en skole i København. Hun håber, at hun kan fortsætte som lønnet lærervikar på skolen, så snart hun får et cpr-nummer. Dette kræver, at hun bor i en kommune.
Efter seks måneder i Sandholm er det stadig usikkert for Dilruba og resten af familien, hvornår de kan flytte til en kommune. “Jeg er flygtning, så der er mange restriktioner. Vi må se hvad der sker. Vi har kun fået to år (opholdstilladelse, red.). Et år i lejren og et år efter”, siger Dilruba fra sin køjeseng.
Køjesengen og madrasser fylder det meste af rummet, hvor der også er opmagasineret store plastikposer med familiens tøj. I “lejlighedens” andet rum strømmer traditionel afghansk musik fra farens telefon. Musikken afbrydes af og til af danske gloser: “goddag”, ”hvordan går det”, “aftensmad” efterfuldt af et lavmælt grinen fra både moren og faren, der begge øver dansk på deres telefoner. De lader begge til at have nemt ved latter, og fniser nærmest nyforelsket til hinanden. Senere erstattes musikken fra telefonen af nyheder fra hjemlandet. “Situationen er blevet værre. Folk sulter. Vores ældste søn, som blev tilbage med sin kone og barn klarer sig, men er bange for Taliban”, fortæller faren.
En gruppe af de afghanske drenge - her i blandt Elham (19, tv.), Zalmai (16, midt), Kamaluddin (18, th.) - går den tre kilometer lange tur fra Sandholm til Netto. Snakken går på, hvor de skal flytte hen med deres familier, og hvordan mon der er der. På Google Maps tjekker Elham og Kamaluddin deres kommende hjems lokation. Elham flytter om tre dage til Glumsø og ugen efter flytter Kamaluddin til Kokkedal. Begge på Sjælland. Drengene har boet seks måneder i Sandholmlejeren efter evakueringen fra Kabul i august. “Jeg glæder mig til at flytte, så jeg kan få mit eget værelse”, siger Kamaluddin. Drengene griner og spørger, hvad han mon skal bruge det til. Fremme ved Netto køber drengene energidrik og chips.
Zalmai (tv.) og Esmatullah (th.) får tiden til at gå med at spille Playstation i Sandholmlejrens café. Udover Playstation elsker Zalmai at spille Skak i caféen. I Afghanistan vandt han det nationale junior menneskerskab i Skak i 2020.
I Afghanistan var 17-årige Rozina tvunget til at gå med Hijab. Forældrene krævede det ikke, men det gjorden den lokale folkeskole. “Jeg følte mig tryg, når jeg var hjemme, men når jeg gik på gaden følte jeg mig utryg. Presset på os piger, hvordan vi skal opføre os var hårdt. Det bedste ved Danmark er følelsen af frihed og sikkerhed. Her kan jeg klæde mig som jeg vil uden at tænke på, hvad andre tænker”, fortæller Rozina.
I Sandholmlejren startede Rozina en skønhedssalon sammen med sin storesøster, Dilruba, og et par af de andre afghanske piger. “Vi laver forskellige ting for at føle os mere hjemme. Med skønhedssalonen forsøger vi at lave stedet (Sandholm, red.) smukkere, og vi forsøger at skabe mere normalitet i vores tilværelse her”, siger Rozina.
I Sandholmlejren startede Rozina en skønhedssalon sammen med sin storesøster, Dilruba, og et par af de andre afghanske piger. “Vi laver forskellige ting for at føle os mere hjemme. Med skønhedssalonen forsøger vi at lave stedet (Sandholm, red.) smukkere, og vi forsøger at skabe mere normalitet i vores tilværelse her”, siger Rozina.
(tv.)
På Birkerød Gymnasium har de afghanske unge i gymnasie alderen danskundervisning en gang om ugen. “Jeg har ikke fået nogen danske venner her. Danskerne holder sig meget i deres egne grupper, men jeg er glad for at komme her for at lære dansk selv om jeg har svært ved at udtale ordene”, siger Rozina og mange af de andre elever fra klassen.
(th.)
Røde Kors medarbejder, Bettina Brandt-Lassen (40), møder pigerne tilfældigt ved indgangen til Sandholm, da de kommer tilbage fra Birkerød Gymnasium. “De Afghanske piger er fyldt med energi og gå-på-mod. Det er dem, som tager initiativ til sociale aktiviteter, men pigerne har også brug for, man er der for dem. De vil så gerne passe ind”, siger Bettina.
På Birkerød Gymnasium har de afghanske unge i gymnasie alderen danskundervisning en gang om ugen. “Jeg har ikke fået nogen danske venner her. Danskerne holder sig meget i deres egne grupper, men jeg er glad for at komme her for at lære dansk selv om jeg har svært ved at udtale ordene”, siger Rozina og mange af de andre elever fra klassen.
(th.)
Røde Kors medarbejder, Bettina Brandt-Lassen (40), møder pigerne tilfældigt ved indgangen til Sandholm, da de kommer tilbage fra Birkerød Gymnasium. “De Afghanske piger er fyldt med energi og gå-på-mod. Det er dem, som tager initiativ til sociale aktiviteter, men pigerne har også brug for, man er der for dem. De vil så gerne passe ind”, siger Bettina.
Fodboldbanen i Sandholmlejeren ligger op af et militærområde. Det militære øvelsesområde er Sandholmlejrens eneste nabo. Med jævne mellemrum foregår der kampøvelser, når militæret træner til krig.
“Når vi hører skud derinde fra, minder det os om krigen mod Taliban”, fortæller drengene, mens de kigger på muren med pigtråd, der adskiller deres hjem fra soldater, der øver sig i krigsførelse.
“Når vi hører skud derinde fra, minder det os om krigen mod Taliban”, fortæller drengene, mens de kigger på muren med pigtråd, der adskiller deres hjem fra soldater, der øver sig i krigsførelse.
Sima (18, tv) og Aziza (21, th.) er efter danskundervisningen på gymnasiet taget toget ind til Hillerød. Gennem de mange måneder i Sandholmlejren har de opbygget et tæt venskab. “Vi kommer til at savne hinanden og de andre, når vi bliver spredt ud i forskellige kommuner”, siger Aziza.
Tidligere på dagen, da gruppen tog bussen fra Sandholm til Gymnasiet, spørger Sima: “Så du det?!" Den anden passager flyttede sig fra sædet, da jeg satte mig her. De, danskerne, vil ikke sidde ved siden af os!” Sima fortæller, at hun har oplevet det mange gange før.
Tidligere på dagen, da gruppen tog bussen fra Sandholm til Gymnasiet, spørger Sima: “Så du det?!" Den anden passager flyttede sig fra sædet, da jeg satte mig her. De, danskerne, vil ikke sidde ved siden af os!” Sima fortæller, at hun har oplevet det mange gange før.
Elham (18, tv.) er dagen inden han flytter til Glumsø centrum for pigernes opmærksomhed i deres pause i Zoologisk Have. Rozina giver ham hovedmassage, mens Esmatullahs lillebror, Nemet (10), holder øje med begivenhederne fra sin telefon.
Zalmai ved akvariet i Zoologisk Have.
Dilruba (22, midten) danser sammen med Elham og en pige fra Irak efter en workshop arrangeret af Ungdommens Røde Kors (URK) på Hotel Rungstedgaard. På workshoppen skulle deltagerne finde et livsmotto. Dilrubas er: “You can do whatever, you put your mind to”.
Efter at have boet seks måneder i Sandholmlejren flytter Elhams familie den 24. februar til deres nye hjem i Glumsø på Midtsjælland. Alt hvad de ejer har de fået af Røde Kors. Selvom Elham glæder sig til at bo et sted med mere ro, er han også trist over, at han ikke længere kan se sine venner; “Jeg håber, vi kommer til at se hinanden selv om vi ikke skal bo det samme sted længere.”
Elhams familie forlader Sandholmlejren for at starte endnu et nyt kapitel i Danmark, i deres nye hjem i Glumsø. Mange af deres venner er der både for at hjælpe med at flytte deres ting ud af Sandholmlejeren og ikke mindst for at sige farvel.
Elham (midten) og hans familie foran deres nye hus i Glumsø. Faren, Mohammad (47), arbejdede for NATO som tolk for de danske og amerikanske styrker i Afghanistan. Mohammad, fortæller at de følte følte sig som genfødte, da de blev evakueret fra Kabul 24. August og kom til Danmark. “Vi (familien, red.) ville være de første mennesker Taliban ville dræbe”, siger Mohammad. Han understreger hvor taknemmelig han er for, at Danmark sørgede for at evakuere dem.
“Vi var meget bekymret for min far, da vi vidste Taliban ønskede at dræbe ham”, siger Elham.
“I Danmark har vi kun en ‘fake’ fremtid med de 2 år. Jeg ville elske at blive i Danmark, og jeg tror jeg kunne have en lys fremtid her. Men min far forsøger, at få os til USA, hvor vi kan få opholdstilladelse i 5 år, og hvor vi ville have mulighed for statsborgerskab bagefter”, siger Elham
“Vi var meget bekymret for min far, da vi vidste Taliban ønskede at dræbe ham”, siger Elham.
“I Danmark har vi kun en ‘fake’ fremtid med de 2 år. Jeg ville elske at blive i Danmark, og jeg tror jeg kunne have en lys fremtid her. Men min far forsøger, at få os til USA, hvor vi kan få opholdstilladelse i 5 år, og hvor vi ville have mulighed for statsborgerskab bagefter”, siger Elham
“Enhver, i vores situation, der har muligheden for at tage til et andet sted end Danmark ville gøre det. Hvordan skal vi skabe et liv og en fremtid på to år? ”…“Vi befinder os i et limbo. Det er meget svært for os. Mit håb for fremtiden er mine børn”, fortsætter Mohammad, Elhams far
I baggrunden ses det militære øvelsesområde fra Sandholmlejren.
Tilbage i Sandholmlejren er Rozina og hendes familie den eneste afghanske familie, som er tilbage. Samme dag den 4. marts bliver de resterende afghanske familier flyttet i busser til asylcentre rundt omkring i Jylland. Der skalgøres plads i Sandholmlejeren til de mange ukrainske flygtninge, der er ankommet til Danmark grundet krigen i Ukraine. Familierne fik et varsel på 36 timer til at pakke deres ting.
Rozinas familie fik at vide, at de snart skal flytte til Roskilde kommune, og at der derfor ikke var grund til at flytte til et nyt asylcenter inden.
“Jeg vil gerne hjælpe de ukrainske flygtninge her i Sandholm, for jeg ved, hvad de går igennem. Men jeg er også enormt trist over, at alle mine venner er væk”, siger Rozina.
Få dage efter indlægges Rozina på Hillerød hospital i to uger. Adspurgt om hun vil have besøg, svarer hun, at lægerne siger at hendes krop er for stresset og har brug for hvile på grund af af hendes oplevelser siden evakueringen fra Afghanistan. Hun vil heller ikke have besøg af hendes familie, da hun mener de ville blive kede af, at se hende sådan.
Den 31. marts, efter godt syv måneder i Sandholmlejren, flytter Rozina og hendes familie til Roskilde. “Jeg er bekymret, spændt, glad og trist. Alt på samme tid. En masse blandede følelser”, fortæller Rozina.
Rozinas familie fik at vide, at de snart skal flytte til Roskilde kommune, og at der derfor ikke var grund til at flytte til et nyt asylcenter inden.
“Jeg vil gerne hjælpe de ukrainske flygtninge her i Sandholm, for jeg ved, hvad de går igennem. Men jeg er også enormt trist over, at alle mine venner er væk”, siger Rozina.
Få dage efter indlægges Rozina på Hillerød hospital i to uger. Adspurgt om hun vil have besøg, svarer hun, at lægerne siger at hendes krop er for stresset og har brug for hvile på grund af af hendes oplevelser siden evakueringen fra Afghanistan. Hun vil heller ikke have besøg af hendes familie, da hun mener de ville blive kede af, at se hende sådan.
Den 31. marts, efter godt syv måneder i Sandholmlejren, flytter Rozina og hendes familie til Roskilde. “Jeg er bekymret, spændt, glad og trist. Alt på samme tid. En masse blandede følelser”, fortæller Rozina.
DEL 2: Det nye liv i Kokkedal
Bygning 83, A6 den 1. Marts. Efter seks måneder i Sandholmlejren flytter Hessat (47) og hans familie - kone og og fire børn til Kokkedal i Frederikssund kommune på Sjælland. Her har de fået en midlertidig bolig, hvor de kan bo i halvanden måned inden de flytter til et permanent hjem i samme kommune. Hessat kigger for sidste gang ud af vinduet fra deres hjem i Sandholmlejren.
Mens Hessat har boet i Sandholm har han til dagligt været i praktik på Hillerød hospital, hvor han hjælper til med madlavningen i hospitalets kantine. I Afghanistan arbejdede han som vagt for FN. (Hessat er ikke hans rigtige navn pga af sikkerhedshensyn for hans søn i Afghanistan. Undertegnet er bekendt med hans fulde navn).
Mens Hessat har boet i Sandholm har han til dagligt været i praktik på Hillerød hospital, hvor han hjælper til med madlavningen i hospitalets kantine. I Afghanistan arbejdede han som vagt for FN. (Hessat er ikke hans rigtige navn pga af sikkerhedshensyn for hans søn i Afghanistan. Undertegnet er bekendt med hans fulde navn).
24-årige Farukhliqa krammer sin afghanske veninde under udflytningen fra Sandholmlejren. “Vores sammenhold blandt os afghanske unge betyder virkelig meget. Jeg ved ikke, hvordan det bliver, når vi alle er flyttet ud til forskellige steder i Danmark. Jeg håber, vi kan holde kontakten”, siger Farukhliqa.
“Jeg er spændt på, hvordan vores nye hjem er. Jeg er også lidt bekymret for, om folk i Kokkedal vil kunne lide os”, siger hun.
“Jeg er spændt på, hvordan vores nye hjem er. Jeg er også lidt bekymret for, om folk i Kokkedal vil kunne lide os”, siger hun.
Familiens flyttekasser foran deres nye hjem i Kokkedal, nord fra København. “Da vi blev evakueret fra Kabul, havde vi kun en lille taske med hver. Så næsten alt hvad vi ejer har vi fået, mens vi boede i Sandholm. Jeg savner vores afghanske mad. Det smager ikke helt på samme måde her Danmark, når vi laver det” fortæller 18-årige Kamaluddin.
Det nye hjem undersøges og flyttekasserne bæres op på 1. sal. Zalmai (16) er taget med fra Sandholm for at hjælpe Kamaluddin (begge i baggrunden) og familien med at at flytte ind. I forgrunden ses forældrene bakse med flyttekasserne. Lejligheden er en to-værelses lejlighed, hvor der er plads til forældrene og de to mindste børn. Farukhliqa og Kamaluddin har fået tildelt et lille klubværelse hver i en tilstødende bygning, hvor der også bor andre unge flygtninge.
Kamaluddin er cyklet ud til stranden sammen med Farukhliqa og deres lillebror Aziziddin (10), hvor han øver sig på at slå smut. Stranden ligger 20 minutters cykeltur fra deres hjem. “Landskabet er meget flat her i Danmark, men jeg elsker virkelig havet”, siger han med et smil.
Kamaluddin skulle til at i gang med hans sidste studentereksamener i Afghanistan, da hans familie blev evakueret fra Kabul. Han håber på, at han hurtigt kan komme i gymnasiet i Danmark, men har fået at vide af kommunen, at han først skal bruge omkring to år på at lære dansk. Til den tid vil hans opholdstilladelse på to år være udløbet.
Kamaluddin skulle til at i gang med hans sidste studentereksamener i Afghanistan, da hans familie blev evakueret fra Kabul. Han håber på, at han hurtigt kan komme i gymnasiet i Danmark, men har fået at vide af kommunen, at han først skal bruge omkring to år på at lære dansk. Til den tid vil hans opholdstilladelse på to år være udløbet.
“Jeg kan virkelig godt lide Danmark. Man kan studere gratis. Sådan er det ikke i Afghanistan”, siger Farukhliqa.
I Kabul studerede hun journalistik på sidste år.
“Jeg vil gerne hjælpe folk med at fortælle deres historie. Jeg håber på, at jeg kan være med til at hjælpe mit land ved at give folk en stemme, som de ellers ikke ville have uden deres historie bliver fortalt. Måske det også kan være med til at skabe forandringer i Afghanistan. Inden jeg forlod Kabul skulle jeg i gang med mit afsluttende opgave på journaliststudiet, hvor jeg ville skrive om afghanske kvinders rettigheder”, fortæller hun.
I lejren har hun arbejdet som frivillig i presse-kommunikations afdelingen, hvor hun bl.a. har hjulpet med at få diverse info og regler ud til de andre afghanske beboerne. Det har givet en følelse af normalitet, at bruge sin uddannelse i Sandholmlejren.
På vej hjem fra stranden sætter kæden sig fast på Farukhliqas cykel. Drengene venter på de for små cykler de har fået fra Sandholmlejren. Kamaluddin kalder skoven de cykler igennem, den største junglen, han har set. Alt imens han undrer sig over, at det altid blæser i Danmark.
Lillesøsteren, 8-årige Fariha, leger med sin bror, Aziziddin, i lejligheden. Hun skal starte i den lokale folkeskole i morgen. Senere på aftenen tager hun sit penalhus frem og tjekker, at alle blyanter er spidset og klar til skolestart.
Kamaluddin ligger i sin seng på det lille klubværelse med hvide vægge. Fra computeren på værelset hører han afghansk musik. Det gør han altid inden han skal sove, ud over lige at tjekke de sociale medier på telefonen.
Et par dage inden det afghanske nytår den 21. marts tager Farukhliqa en kjole frem i lejligheden, som hun regner med at tage på. Normalt ville hun til nytår have en traditionel afghansk farvestrålende kjole på. Samme kjole som hun havde på til sin brors bryllup den aften de blev evakueret. “Den kjole fik jeg desværre ikke med til Danmark. Den er virkelig tung. Så jeg må klare mig med den her”, siger hun lidt ærgerligt.
Kamaluddin fortæller at Taliban netop har forbudt at fejre det afghanske nytår hjemme i Afghanistan. Så det ville alligevel ikke være det samme at være hjemme i Kabul, siger han.
Aziziddin tager et hvil ved Kokkedal slot på vejen ned til stranden.
Første skoledag efter Kamaluddin og Farukhliqa flyttede til Kokkedal.
I midten af april skal familien flytte fra deres midlertidige lejlighed til et andet lejligheds kompleks i Kokkedal et par hundrede meter fra deres nuværende bolig.
I midten af april skal familien flytte fra deres midlertidige lejlighed til et andet lejligheds kompleks i Kokkedal et par hundrede meter fra deres nuværende bolig.
Farukhliqa tjekker makeuppen og håret på telefonens kamera inden hun skal møde sine nye klassekamerater til sin første danskundervisning efter de flyttede til Kokkedal.
“Jeg husker den dag, at jeg skulle i gang med min bacheloropgave lige lige inden vi flygtede fra Kabul. Dén dag blev flere journalister dræbt i Afghanistan af Taliban. Det skræmmer mig, men jeg drømmer stadig om at arbejde som journalist i mit land”, siger Farukhliqa.
“Jeg husker den dag, at jeg skulle i gang med min bacheloropgave lige lige inden vi flygtede fra Kabul. Dén dag blev flere journalister dræbt i Afghanistan af Taliban. Det skræmmer mig, men jeg drømmer stadig om at arbejde som journalist i mit land”, siger Farukhliqa.
DEL 3 Livet fortsætter i et nyt asylcenter
Den 4. marts bliver alle afghanske familier på nær én familie flyttet til forskellige asylcentre i Jylland med 36 timers varsel. Den hastige flytning bliver foretaget for at gøre plads til de ukrainske flygtninge forårsaget af Ruslands igangværende invasion af Ukraine. På 36 timer skal de tage afsked med deres liv i Sandholmlejren, hvor de har boet i up til seks måneder.
Om den hastige flytning udtaler Røde Kors medarbejder Bettina Brandt-Lassen (40), at “Det var helt forfærdeligt at overvære. Jeg synes ikke det var en ordentlig måde at behandle dem (afghanerne, red.) på. Det sendte dem lige tilbage til deres oplevelser fra evakueringen i Afghanistan. At have få timer til at pakke livet ned igen. Det ramte dem hårdt”.
Om den hastige flytning udtaler Røde Kors medarbejder Bettina Brandt-Lassen (40), at “Det var helt forfærdeligt at overvære. Jeg synes ikke det var en ordentlig måde at behandle dem (afghanerne, red.) på. Det sendte dem lige tilbage til deres oplevelser fra evakueringen i Afghanistan. At have få timer til at pakke livet ned igen. Det ramte dem hårdt”.
Aftenen før flytningen til et nyt asylventre i Jylland spiser familien Kamal deres sædvanlige aftensmad, som de henter i plastikbakker fra kantinen i Sandholmlejren. Faren, Qurban (43, midten), Habiba (17, tv.) og Esmatullah (20) har en stille stund over aftensmaden. Kasserne er pakket og klar til at bussen tager dem til Aaløkke asylcenter ved Løgumkloster i Sønderjylland næste morgen.
“Jeg har lært ikke at blive så tilknyttet til andre mennesker. Egentlig kan jeg godt lide at være alene. Andre bliver mere kede af det, når vi skal flytte og adskilles fra vores venner. Nogen siger at drenge eller mænd ikke bør græde, men det er jeg ikke enig i. Alle bør være frie til at vise deres følelser. Jeg har bare lært ikke at blive for tilknyttet til andre her. Du ved, vi skal flytte? Det er livet, når man er flygtning. Det bør man indse, men det er hårdt”, siger Esmatullah.
“Jeg har lært ikke at blive så tilknyttet til andre mennesker. Egentlig kan jeg godt lide at være alene. Andre bliver mere kede af det, når vi skal flytte og adskilles fra vores venner. Nogen siger at drenge eller mænd ikke bør græde, men det er jeg ikke enig i. Alle bør være frie til at vise deres følelser. Jeg har bare lært ikke at blive for tilknyttet til andre her. Du ved, vi skal flytte? Det er livet, når man er flygtning. Det bør man indse, men det er hårdt”, siger Esmatullah.
(tv.)
Næste morgen står 10-årige Nemat, Esmatullahs lillebror, med sin cykel i Sandholmlejren og venter på, at få sin cykel med til sit nye hjem i Sønderjylland. Stemningen omkring ham er hektisk, da folk fragter deres ejendele hen i busserne, som snart skal transportere dem til deres nye hjem i Jylland.
(th.)
Habiba (tv.) hjælper sin storesøster, Sima (18) med at få de sidste ting med fra deres hjem i Sandholmlejren.
Næste morgen står 10-årige Nemat, Esmatullahs lillebror, med sin cykel i Sandholmlejren og venter på, at få sin cykel med til sit nye hjem i Sønderjylland. Stemningen omkring ham er hektisk, da folk fragter deres ejendele hen i busserne, som snart skal transportere dem til deres nye hjem i Jylland.
(th.)
Habiba (tv.) hjælper sin storesøster, Sima (18) med at få de sidste ting med fra deres hjem i Sandholmlejren.
Lige inden Esmatullah (tv.) hopper på bussen siger han det sidste farvel til Zalmai (th.,16). Zalmai og hans familie skal som de eneste af de afghanske familier blive tilbage i Sandholm, da de snart skal flytte til Roskilde kommune.
Tidlig morgen i Løgumkloster i Sønderjylland, hvor Aaløkke asylcenter ligger.
Familien er samlet efter morgenmaden i deres nye hjem på Aaløkke asylcenter. Nemat er allerede taget i skole. Esmatullah, Sima og deres far, Qurban, gør sig klar til at tage bussen til danskundervisning.
Habiba (th.) er gået hen til den lokale folkeskole et par kilometer fra asylcentret for at se til sine mindre søskende, lillesøsteren Tahera (13, tv.) og lillebroderen Nemat under deres spisefrikvarter.
Tahera er lige kommet hjem fra skole og sidder med sin lillebror, Timor, på syv måneder i forældrenes soveværelse. Seks dage efter evakueringen fra Kabul, blev Timor født, i en flygtningelejer i Abu Dhabi, da de ventede på at komme til Danmark.
Esmatullah er sammen med Habiba på vej hjem til asylcentret fra en gåtur. Turen gik hen til en bakketop Esmatullah ofte går hen til, da han herfra har udsigt ud over markerne. “Jeg kan godt lide den ro der her. I Sandholm var det sværere at finde ro”, siger Esmatullah.
Esmatullah drømmer om at at læse computerprogrammering i USA. Han vil lære andre unge i Afghanistan, hvordan teknologi kan bruges til at skabe fremgang i deres hjemland. “Egentlig var jeg ikke særligt god i skolen. Jeg blev ofte mobbet af de andre i klassen på grund af min etnicitet, Hazara. Om at jeg lignede en kineser med mit runde hovede og flade næse. Efter gymnasiet fandt jeg ud af, at jeg lærer bedst, når jeg ikke er tvunget til det. Jeg har selv studeret engelsk og matematik på internettet og har taget en TOFEL test, hvor jeg scorede 95 ud af 120 point. Nu bruger jeg det meste af min tid på at forberede mig til SAT (en amerikansk test for at komme ind på de bedste universiteter i USA), og har derfor afmeldt alle sociale medier for bedre at kunne koncentrere mig. Jeg har væddet 500 kr med min søster, Habiba, om, at jeg ikke kommer tilbage på sociale medier før jeg har taget testen, men hun tror ikke på, at jeg kan overholde det”, fortæller Esmatullah.
“Det er hårdt at leve i en flygtningelejr. Det er kedeligt, og vi ved ikke, hvad der skal ske”, siger Habiba. I Afghanistan var Habiba aktiv gennem fem år i den amerikanske NGO ‘Ascend’, som arbejdede med at ‘empower’ unge kvinder gennem bjergbestigning. “Jeg savner følelsen af frihed, når jeg besteg bjergene i Afghanistan sammen med mine venner ,” siger hun.
Sengetid. Sima (18, midten) er på vej i seng.
Sima (tv.), Esmatullah og deres far Qurban (th.) venter på bussen foran Aaløkke asylcenter for at tage til danskundervisning.
“Det kan godt være lidt svært at motivere sig selv til at lære dansk, når vi har fået lov til at være her i to år”, siger Qurban. Han har to bachelorgrader fra Afghanistan, arbejdet som vicechef for det lokale politi og har flere års erfaring med at vaccinere danske NATO styrker i Afghanistan. “Jeg vil gerne arbejde i Danmark og bruge mine erfaringer. Jeg ved ikke om mine universitetsuddannelser kan bruges til noget her, men jeg vil gerne uddanne mig til sygeplejerske, hvor jeg kan bruge mine erfaringer”. Efter lidt betænkningstid spørger han, om et kørekort i Danmark er dyrt. “Så kunne jeg måske køre Taxa”.
“Det kan godt være lidt svært at motivere sig selv til at lære dansk, når vi har fået lov til at være her i to år”, siger Qurban. Han har to bachelorgrader fra Afghanistan, arbejdet som vicechef for det lokale politi og har flere års erfaring med at vaccinere danske NATO styrker i Afghanistan. “Jeg vil gerne arbejde i Danmark og bruge mine erfaringer. Jeg ved ikke om mine universitetsuddannelser kan bruges til noget her, men jeg vil gerne uddanne mig til sygeplejerske, hvor jeg kan bruge mine erfaringer”. Efter lidt betænkningstid spørger han, om et kørekort i Danmark er dyrt. “Så kunne jeg måske køre Taxa”.
Hjemme på asylcentret passer moren, Gul Bahar (35), deres syv måneder gamle baby, mens de andre er i skole.
Hun er ligesom sin mand universitetsuddannet med en Bachelorgrad i Jura og Politologi. Sammen arbejdede de for NGO’en ‘Free and Fair Election Forum of Afghanistan’ (FEFA) støttet af Danmark. “Uvisheden er den største udfordring ved at være flygtning”, siger Gul Bahar.
Den 2. maj havde familien fået at vide, at de skulle flytte til Odense, men det er netop blevet aflyst af kommunen. De ved ikke hvorfor. Så ind til videre bor de stadig her i asylcentret på ubestemt tid, og venter på at starte et nyt kapitel i Danmark.
Hun er ligesom sin mand universitetsuddannet med en Bachelorgrad i Jura og Politologi. Sammen arbejdede de for NGO’en ‘Free and Fair Election Forum of Afghanistan’ (FEFA) støttet af Danmark. “Uvisheden er den største udfordring ved at være flygtning”, siger Gul Bahar.
Den 2. maj havde familien fået at vide, at de skulle flytte til Odense, men det er netop blevet aflyst af kommunen. De ved ikke hvorfor. Så ind til videre bor de stadig her i asylcentret på ubestemt tid, og venter på at starte et nyt kapitel i Danmark.
